Betændelse i tyktarmens slimhinde

Sygdommen udspringer ikke fra bakteriel infektion, og den præcise årsag til denne tilstand forbliver uklar. I Danmark oplever cirka størstedelen af de personer, der diagnosticeres med blødende tyktarmsbetændelse, en diagnose i aldersspændet, men patienter i alle livsfaser kan være berørt. Denne tilstand involverer typisk endetarmen, hvorfra symptomerne kan sprede sig opad gennem tarmen i varierende grad.

I alvorlige tilfælde kan hele tyktarmen blive involveret, mens tyndtarmen sjældent påvirkes. I visse tilfælde kan det være vanskeligt at skelne blødende tyktarmsbetændelse fra Crohns sygdom, især når kun tyktarmen er påvirket; dog er der generelt mere tydelige sår ved Crohns sygdom. Symptomer på blødende tyktarmsbetændelse varierer i intensitet og varighed, og sygdomsforløbet kan være komplekst.

Almindelige tegn inkluderer blodig afføring, mavesmerter, særligt under eller efter afføring, samt tegn på tegnenesmi. Feber, vægttab og en generel mangel på energi kan forekomme i mere alvorlige tilfælde. En lille andel af patienter udvikler Bechterews sygdom. Desuden kan der observeres øjensymptomer, typisk betændelse i regnbuehindet, og hudlæsioner, såsom erythema nodosum - ømme, røde knuder på skinnebenenes forside.

Forebyggende foranstaltninger og diagnostiske procedurer omfatter en grundig undersøgelse af afføringen for tilstedeværelse af parasitter og bakterier. Hvis disse ikke identificeres, stilles diagnosen baseret på blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser, såsom koloskopi eller sigmoideoskopi, der samtidig omfatter en vævsprøve (biopsi) for at vurdere slimhinden, som ofte fremstår rød og hævet.

Behandlingen fokuserer på at reducere betændelsen, og sulfasalazin er et typisk anvendt middel. I svære tilfælde kan binyrebarkhormoner, som prednisolon, anvendes, men langvarig brug bør undgås på grund af potentielle bivirkninger. Ved alvorlige tilfælde kan kraftigere medikamenter, der anvendes i kræftbehandling, være nødvendige for at dæmpe betændelsestilstanden og regulere immunsystemets reaktion.

I tilfælde, hvor medicinsk behandling ikke er tilstrækkelig, kan operation være en mulighed, ofte med fjernelse af hele tyktarmen.

I tilfælde, hvor endetarmen også skal fjernes, udføres en sammenkobling mellem tyndtarmen og endetarmsåbningen. Dette kan resultere i en øget afføringshyppighed. Sygdommen er karakteriseret ved perioder med aktiv sygdom og perioder med remission, hvilket betyder, at symptomerne er fraværende eller kun lette. For langt de fleste er sygdommen kronisk og præget af disse skiftende faser.

Patienter kan opleve stor variation i sygdommens aktivitet og sværhedsgrad. Trods dette kan de fleste opnå en god livskvalitet og en normal tilværelse. Denne forbedring kan typisk indtræffe i de tidlige stadier af sygdomsforløbet. Denne tilstand udgør en alvorlig trussel mod livet og kræver ofte indlæggelse og specialistbehandling.

En mindre andel af patienter oplever kun et enkelt anfald og er derefter fri for sygdommen. Der kan opstå flere komplikationer, især ved alvorlige tilfælde, herunder abscesser (bylder i tarmen), forsnævringer af tarmen og perforation (hul i tarmen), hvilket kan føre til bughindebetændelse og blodforgiftning. Blødninger er en sjælden, men alvorlig komplikation. Desuden kan toksisk megacolon udvikle sig, hvor en del af tyktarmen udspilles, og operation kan være nødvendig for at forhindre komplikationer.

Endelig er blødende tyktarmsbetændelse forbundet med en øget risiko for kræft i tyk- og endetarmen. Denne information er baseret på data fra Sundhedsguiden, d.