Analysemodel til dokumentarfilm

Er der anvendt håndholdt kamera eller et fastmonteret stativ? Hvordan interagerer billedmaterialet med lydsiden, herunder fortællerstemmen - understøtter den billederne, eller bliver den understøttet af dem? Samspil mellem form, indhold og stil: Forsøg at identificere specifikke scener eller sekvenser, hvor filmens æstetiske virkemidler, dens indhold og dens tematikker harmonerer særligt effektivt.

Tema og budskab Hvad er filmens overordnede formål? Ønsker filmskaberen at præsentere seeren for svar, eller at afslutte en fortælling? Er filmen af høj eller lav kvalitet? Yderligere elementer, der kan inddrages i en analyse, omfatter: filmens relation til sit publikum, dens retoriske appelformer (etos, logos, patos) og dens sproghandlinger (informative, selvfremstillende og handlingsregulerende).

En enkelt sekvens kan isoleres for at undersøge, hvorledes den bidrager til filmens hovedargument og dermed dens budskab. For eksempel kan filmen præsentere direkte udtalelser fra eksperter eller personer, som seeren har tillid til. Let bearbejdet af Jørn Ingemann Knudsen. Artiklen er også tilgængelig på Jans dedikerede danskfaglige websted: gymdansk.

Indledning For at kunne dissekere en dokumentarfilm anvender den anerkendte amerikanske filmkritiker og teoretiker Bill Nichols en tilgang, der trækker på den klassiske retorik. At Bill Nichols betragter dokumentarfilm-analyse gennem et retorisk prisme indikerer, at han ser dokumentarfilm som en form for argumentation. Det er dog ikke argumentation i den gængse forstand, som man kender den fra en typisk argumentationsanalyse.

For Nichols er formålet med at analysere dokumentarfilm at blotlægge filmens specifikke udsagn og dens perspektiv på eller forslag til forandring af virkeligheden. Nedenfor skitseres kort, hvordan Nichols tilpasser de retoriske faser, så de tjener som grundlag for en analyse og fortolkning af en dokumentarfilm: Inventio - at opdage argumenter Den indledende fase i analysen består i at identificere de beviser og argumenter, der understøtter dokumentarfilmens syn på virkeligheden eller dens forslag til ændringer i den.

Bill Nichols kategoriserer disse beviser i faktuelle og falske/opdigtede kategorier: Faktuelle beviser omfatter vidneudsagn, dokumenter (herunder arkivfotos), personlige bekæmpelser og fysiske beviser som DNA-spor og lignende. Disse er beviser, som en instruktør ikke selv kan fabrikere, og de eksisterer dermed som gyldige beviser uafhængigt af filmens univers.

Instruktionen kan dog fortolke og anvende dem til at styrke netop den påstand eller det udsagn, instruktøren ønsker at fremføre. Falske og opdigtede beviser er derimod beviser, der ikke har gyldighed uden for filmens rammer, men som i filmen præsenteres, som om de var reelle beviser. Bill Nichols benytter sig af Aristoteles' tre appelformer for at beskrive, hvordan instruktøren forsøger at overbevise publikum om validiteten af disse falske beviser.

Etos: Der skabes et indtryk af, at instruktøren, vidner eller autoriteter besidder en stærk moralsk integritet eller troværdighed. Patos: Der appelleres til publikums følelser for at opnå en overbevisning om bevisernes validitet. Logos: Der gives indtryk af, at sagen bevises gennem anvendelse af logisk ræsonnement. Imidlertid er der i denne kontekst ikke tale om objektivt gyldige beviser.

Ofte vil man se en blanding af uddrag af reelle ræsonnementer og ræsonnementer, der reelt er vildledende, ustabile eller foregiver at være autentiske. Det vil sige, en kombination af et ræsonnement, der er reelt og besidder en vis sandhedsværdi, og et ræsonnement, hvis sandhedsværdi er tvivlsom af diverse årsager. Typisk ligger en grundlæggende værdi eller overbevisning til grund for disse ræsonnementer.

En underliggende værdi eller overbevisning, som ikke nødvendigvis udtrykkes eksplicit, men som alligevel kan bidrage indirekte til at øge dokumentarfilmens troværdighed og overbevisningskraft. De sidste fire retoriske faser bidrager ofte indirekte til at styrke afsenderens argumentationsrække og til at øge filmens overbevisningskraft: Dispositio - at strukturere Dispositio omhandler, hvordan dokumentaren er organiseret.

Den klassiske retorik inddeler en vellykket argumentation i fem dele, og Bill Nichols overfører disse til dokumentarfilm: En indledning, der fanger seerens opmærksomhed. En afklaring af, hvad der allerede er blevet sagt om emnet, hvad man er enig om, og hvad der fortsat er uafklaret. Dette kan også udgøre en dybere udforskning af emnet.

Et specifikt argument fra et perspektiv, der understøtter instruktørens syn på sagen. En gendrivelse, der imødegår forventede indvendinger eller modstridende argumenter. En opsummering af sagen, som ideelt set skal påvirke seeren følelsesmæssigt eller overbevise vedkommende. At analysere strukturen i en dokumentarfilm ud fra den klassiske retoriske opbygning kan have sine begrænsninger, idet de fleste film ikke vil følge denne model slavisk.

Der er dog en væsentlig pointe i at undersøge, hvordan dokumentarfilmen dokumenterer og argumenterer for sit perspektiv eller forslag, og hvor i filmen de ovennævnte elementer optræder. Når man analyserer dokumentationen og argumenterne i en dokumentarfilm, skal man først fastslå det perspektiv eller det forslag til virkeligheden, som filmen præsenterer.

Det er herfra, man skal arbejde med strukturen for dokumentationen og argumentationen - altså den måde, hvorpå argumenterne for det overordnede perspektiv er organiseret. Det handler altså ikke nødvendigvis om karakterernes personlige argumentation, men om den dokumentation og argumentation, der tjener filmens perspektiv eller forslag til virkeligheden.

Elucotio - stil Kameravinkler, lyssætning, klippeforløb, billedbeskæring og andre filmiske virkemidler er redskaber, som instruktøren benytter i sin kommunikation med seeren. Memoria - at huske Hvor memoria i den klassiske retorik henviser til at have indstuderet sin argumentation for at kunne levere den spontant, er dette ikke tilfældet med dokumentarfilm.

Bill Nichols fastholder dog memoria som en relevant del af dokumentarfilm: For det første er dokumentarfilm som genre karakteriseret ved at behandle udsnit af virkeligheden, og dermed minder den os om, hvad der foregår i verden. For det andet aktiverer og anvender seeren sin egen hukommelse og forforståelse, mens filmen ses.

For det tredje aktiveres hukommelsen inden for filmens egen struktur, da vi husker tidligere scener i filmen, efterhånden som vi når længere frem. Tidligere scener tilføjer senere scener større betydning, og senere scener kan sende betydning tilbage til foregående scener, som vi husker. Selvom memoria i sig selv ikke har en direkte anvendelse som et analyseverktøj, kan det være nyttigt at observere, hvilken diskurs en film henvender sig til, eller hvilken forforståelse en film påkalder.

Actio - at levere Kropssprog, ansigtsudtryk og gestik udgør non-verbal kommunikation, der er en alternativ måde at udtrykke sig på sammenlignet med det talte sprog. Dette er afgørende at tage i betragtning ved analyse af en filmisk genre, hvor modtageren - seeren - både kan høre og se de kommunikerende personer. Dette er særligt tydeligt under interviews, hvor gestik og ansigtsudtryk besidder en stærk følelsesmæssig kraft.

Smiler personen? Eller græder vedkommende? Den non-verbale kommunikation har - ligesom den verbale - en betydning for, hvorvidt seeren opfatter filmens argumentation som mere eller mindre overbevisende.